Kundekendskabsprocedurer (KYC)

Det er et grundlæggende princip i hvidvasklovgivningen, at virksomheden skal kende sine kunder. Virksomheden skal derfor også løbende overvåge den etablerede forretningsforbindelse. Kundekendeskabsprocedurer er således en forpligtigelse, der gælder kontinuerligt i hele kundeforholdet.

Formålet med kundekendskabsprocedurer er, at forebygge hvidvask og finansiering af terrorisme, ved at virksomheder ved, hvem deres kunder er, og hvad der er kundens formål med forretningsforbindelsen eller den enkeltstående transaktion.

Begrebet kunde dækker over både fysiske personer og juridiske personer (f.eks. selskaber, foreninger og offentlige myndigheder). Et kundeforhold opstår, når virksomheden enten etablerer en forretningsforbindelse med en kunde eller foretager en enkeltstående transaktion for en kunde.

Hvidvasklovens § 10 beskriver, hvornår en virksomhed skal gennemføre kundekendskabsprocedurer:

  • Ved etablering af en forretningsforbindelse.
  • Når en kundes relevante omstændigheder ændrer sig.
  • Ved passende tidspunkter.
  • Ved enkeltstående transaktioner over et vist beløb.
  • Ved udbud af spil, hvor indsatsen eller udbetalingen er over et vist beløb.
  • Ved mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme.
  • Ved tvivl om tidligere indhentede oplysninger om kunden.

Det ligger i kravene i § 11, at virksomheden skal

  • indhente identitetsoplysninger på kunden og
  • kontrollere de indhentede identitetsoplysninger ved en pålidelig og uafhængig kilde.

Der skal altid indhentes oplysninger om den eller de reelle ejeres identitet (bortset fra ejere af børsnoterede selskaber). Oplysningerne skal indeholde oplysninger om navn og cpr-nr. eller lignende, hvis den pågældende ikke har et cpr-nr.

”KYC” software kan være en effektiv metode til at dokumentere udførte kundekendskabsprocedurer. De konkrete faglige vurderinger der skal foretages igennem processen rejser imidlertid ofte praktiske spørgsmål, herunder i relation til tidspunkt for udførelse, indhentelse og kontrol af identifikationsoplysninger (distancekunder, brug af NemID mv.), identifikation af reelle ejere og politisk eksponerede personer, risikovurdering og lempede, henholdsvis skærpede, kundekendskabsprocedurer mv.

Vi hjælper med at afklare disse praktiske spørgsmål, så kundekendskabsprocedurerne ikke henstår mangelfuldt udført.